Firmaets stifter Erik Bach Nørgaard startede i 1980 udviklingen af en rustfri
cykel og senere udviklingen af en selvkørende vander til erhvervsgartnere. Erik
solgte cykel produktionen fra i 1989 og den øvrige del overtog Ole Nørgaard og
Bent Lindrup i det nystiftede NØRGAARD TEKNIK I/S.
Ole og Bent lejede lokalerne, leasede maskinerne og med Ole som eneste ansatte
producerede NT vandingsmaskiner og tilbehør til Dæhnfeldt A/S (nuværende Prodana
Seeds) som deres væsentligste kunde.

I 1991 udvikledes den første af de såmaskiner NT har i programmet i dag og
ligeledes fordobledes medarbejderstaben til 2, Ole Just som i dag stadig
arbejder som smed ved NT, blev ansat på deltid.
Derudover udviklede NT sig til også at være underleverandør til metalindustrien.
I 1993 overtog NT bejdseriet fra Erik Bach Nørgaard og det blev suppleret med
glasblæse-anlægget i 1996 og NT var dermed komplet leverandør til
overfladebehandling af rustfrit stål. 1996 blev også året hvor NT overgik til at
være aktieselskab, med Bent og Ole som eneaktionærer.
Sidst i 1998 tiltrådte Bent Lindrup og NT blev dermed også leverandør af
design/udviklings- og konstruktionsarbejde.
I sommeren 2000 udvidede vi produktionsarealet med 1200 m2 i en nyopført
administrations- og værkstedbygning på Nørgaardsvej 5.
I sommeren 2002 kom turen til udvidelse af montage og forsendelse, og der blev
opført en fabrikshal på 1200 m2. næsten magen til den første hal. Ved
årsskiftet 2007/2008 indgik Birgitte Reimers, Bo Espensen og Morten Bach Larsen
i ejerkredsen med hver 10 % af aktierne.
I efteråret 2008 påbegyndtes en udvidelse af smedeværkstedet med en 500 m2 stor
tilbygning, ligesom vi lejede 250 m2 på Nørgaardsvej 3 til montage og lager.
Nørgaard Teknik overtog pr. 1 januar 2009 alle aktiviteter i Gokart producenten
Dino og flyttede produktion og salg fra Middelfart til Nørgaardsvej 3 under
navnet Dino A/S.
NT beskæftiger i dag ca. 80 medarbejdere, og har et samlet produktions- og administrationsareal på ca. 4000 m2.
Virksomheden er i dag underleverandør af komponenter og maskiner til gas-fyldeanlæg, transportanlæg, slagterier, og biblioteker, af overfladebehandling af rustfrit stål, diverse såmaskiner, løfteborde, skilte, lerduekastemaskiner, gokarts samt meget andet i tæt samarbejde med vore kunder. Vi deltager også i udvikling af nye maskiner/komponenter på bestilling af vore kunder..
NT er i dag et stærkt omdrejningspunkt for samarbejdspartnere – et topmoderne,
effektivt logistikhus, der anvender de bedste sourcingmuligheder, der findes
internt og eksternt. |