Email Nørgaard Teknik A/S Nørgaard Teknik A/S Nørgaard Teknik A/S Nørgaard Teknik A/S Nørgaardsvej 5 DK-8963 Auning Tel: +45 87 86 90 90 Fax: +45 87 86 90 98 Nørgaard Teknik A/S
Nyheder fra Nørgaard Teknik A/S

20 år i Nørgaard Teknik

Ole Just kan i år fejre 20 års jubilæum som medarbejder i Nørgaard Teknik i Auning. Han var den allerførste medarbejder, der blev ansat i virksomheden. Ole Just begyndte 1. april 1991 som det, der dengang hed specialarbejder.
Under sin ansættelse har han uddannet sig til industrioperatør, men har i øvrigt varetaget mange forskellige funktioner.
Ole Just er ikke den eneste trofaste medarbejder i virksomheden. I løbet af året kan fem andre medarbejdere markere deres 10 års jubilæum. Det er Jens Peter Jensen i juni, Kasper Babis og Helle Jensen i september, Mikael Nielsen til oktober og Henrik Hye til november.
Nørgaard Teknik 70 medarbejdere for tiden, hvoraf de 15 har været der i ti år eller mere.

Ole Just
Ole Just har 20 års jubilæum i Nørgaard Teknik.

Nyudlært klejnsmed hædret

Nørgaard Teknik i Auning har endnu engang udlært en medarbejder, der scorer topkarakter ved svendeprøven. Det er klejnsmed Henrik Michael Madsen, der har fået den flotte karakter 12. Han har desuden modtaget Smedemesterforeningens legat 2011 i Randers.
Tradium indstillede ham med blandt andet disse ord: "Henrik besidder gode kreative evner og arbejder innovativt med udvikling af givne opgaver." Det er netop nogle af de kompetencer, som nutidens erhvervsliv i høj grad efterspørger.
Tradium har nu også indstillet Henrik Michael Madsen til ML-prisen. Det er metalindustriens landsdækkende præmieringsordning. For at kunne få prisen, skal lærlingen kunne vise et 12-tal på svendebrevet og desuden udmærke sig som en god kollega og samarbejdspartner. Tradium begrunder sin indstilling med, at Henrik Michael Madsen blandt andet har haft overskud til at påtage sig en mentorrolle over for de andre lærlinge.
- Vi plejer at have gode lærlinge, men Henrik er noget helt særligt, og vi er meget stolte af ham, siger direktør og indehaver i Nørgaard Teknik, Ole Nørgaard.
Nørgaard Teknik har altid otte lærlinge i huset inden for forskellige uddannelsesområder. To bliver udlært hvert år. Henrik Michael Madsen er nu ansat som svend ved Nørgaard Teknik.

Henrik Michael Madsen
Henrik Michael Madsen, der netop er blevet udlært klejnsmed ved Nørgaard Teknik, er indstillet til metalindustriens ML-pris.


Henrik Michael Madsen
Henrik mellem læremestrene Jan Nielsen og Mikael Nielsen.

En tur i søen for et svendebrev

Det koster en tur i søen at blive udlært smed hos Nørgaard Teknik i Auning. Det gjaldt selvfølgelig også Dennis Poulsen (billedet) og Mike Vestergaard, da de fik svendebrev 31. juli. De sluttede begge af med 10 i karakter ved svendeprøven for en flot autolift. De to unge fyre har fået tilbudt arbejde som svende ved Nørgaard Teknik, hvor de begge begyndte som fejedrenge for fem og seks år siden.

Mike Vestergaard og Dennis Poulsen har under uddannelsen været tre måneder ved L-Tek i Nørager for at stifte bekendtskab med pladebearbejdning.

Dennis en tur i søen Dennis og Mike - nyudlærte smede

Ordrefremgang i Nørgaard Teknik

Kunderne sætter mere i ordre, og nye kunder er kommet til i løbet af 2010. Det har fået Nørgaard Teknik til at ansætte 10 ekstra medarbejdere og indføre skiftehold, så der i dag er godt 70 ansatte på virksomheden.
- Jeg ved ikke, hvad der sker, men vi har forrygende travlt. Produktionen er udvidet med 15 procent både for eksisterende og nye kunder. Inden udgangen af januar havde vi sikret 35 procent af vores mål for omsætningen i år, siger en tilfreds direktør, Ole Nørgaard.
Han er nærmest begejstret over den ekstra indsats, som medarbejderne har ydet og fortsat yder.
- Jeg har nogle rigtig dygtige folk, der er motiverede og møder op hver dag. Det er også blevet nemmere at få gode medarbejdere end for bare et par år siden, konstaterer direktøren.

Nyt i NT: Varmebehandlet træemballage

Nørgaard Teknik fremstiller nu selv varmebehandlet træemballage på mål. Virksomheden er blevet certificeret af Plantedirektoratet og kan derfor hurtigt og fleksibelt bygge specialpaller og tremmekasser, der kan bruges til eksport.

Mange lande kræver, at træemballagen er varmebehandlet for at undgå at overføre plantesygdomme og dyrearter med træet. Der er meget strenge krav til håndtering af det varmebehandlede træ, og det har taget fire måneder at gennemgå certificeringen.

Flere kunder har brug for at få pakket varerne i varmebehandlede trækasser, og nu kan Nørgaard Teknik hurtigt og til konkurrencedygtige priser selv fremstille dem. Det giver et mere effektivt flow mellem produktion og levering.

- Vi satte det i værk på foranledning af en stor kunde, og nu har vi faktisk fået flere kunder på grund af det, siger direktør Ole Nørgaard.

Nørgaard Teknik har ansat en tømrer til opgaven.

Samarbejde med Due//Matic skudt i gang

Nørgaard Teknik er begyndt at producere lerduekastemaskiner i et tæt samarbejde med Due//Matic. Due//Matic leverer forskellige typer kastemaskiner til skytter i hele verden. Kastemaskinerne bruges til lerdueskydning ved for eksempel OL og jagttræning, og kunderne stiller store krav til præcision og sikkerhed.
Virksomheden, der tidligere har haft hjemme i Randers, har nu salgskontor og showroom hos Nørgaard Teknik i Auning, der også producerer og distribuerer maskinerne.
- Det matcher vores forretning rigtig godt, siger direktør for Nørgaard Teknik, Ole Nørgaard.
- Due//Matic er nærmest integreret i vores virksomhed nu. Vi håndterer i forvejen den type indkøb, lager, levering og udvikling, som Due//Matic har brug for. Vi kan producere det meste selv og udnytter kapaciteten optimalt til fordel for begge parter.
Aftalen har givet arbejde til fire ekstra medarbejdere, hvoraf den ene fulgte med Due//Matic fra Randers. Due//Matics indehaver, Torben Andersen, tager sig fortsat af salg og markedsføring.

Det kører for Dino Kart Racing

Nørgaard Teknik gearer op for markedsføring og udvikling af Dino Kart Racing blandt andet i samarbejde med Jan og Kevin Magnussen.

Flere og flere piger vil køre gokart, men de har ofte haft svært ved at nå pedalerne. Det problem har Dino Kart Racing løst med en ny model, hvor sædet kan flyttes frem og tilbage. Gokarten har desuden fået nyt design, styrtbøjle og H-seler. Den ny model rammer plet. Allerede før lanceringen var ordrebogen fyldt med bestillinger på 100 gokarts.

- Vi har lige været på messe i Frankfurt, og folk var begejstrede, så vi forventer at få endnu flere bestillinger i løbet af foråret, siger sælger Torben Henriksen.

Siden virksomheden overtog produktionen af Dino gokarts sidste år, har der været arbejdet på højtryk med at udvikle nye modeller og optimere markedsføringen. Det har desuden resulteret i en ny gokart til professionelle kørere, der nu kan få deres individuelle ønsker til motor og udstyr opfyldt. Modellen hedder ”Magnussen Edition” og skal markedsføres i samarbejde med den verdenskendte, danske racerkører Jan Magnussen og hans 17 årige søn Kevin, der er stærkt på vej på den internationale racerbane.

- Jan begyndte sin karriere i gokart og kører nu Corvette i USA, så vi har store forventninger især til det amerikanske marked med den ny alliance, siger sælger Torben Henriksen fra Dino Kart Racing.
Han er helt sikker på, at ”Magnussen Edition” har potentialet til at blive en stor succes.
- Den vandt en andenplads ved vintercuppen i England i januar, så den kan helt sikkert vinde. Nu gælder det bare om at finde de rigtige racerkørere til at køre i den, siger han.

Konkurrencen på Nørgaard Tekniks stand på HI(09)

Tak fordi du deltog i konkurrencen.

De rigtige svar er:

  • Hvor mange mm ø30 rør indgår i en race gokart: 5.720 mm
  • Hvor mange HK har en DINO race kart model Blade: 30 HK
  • Har NT deres egen lastbil: ja
  • Hvor mange ansatte er der hos Nørgaard Teknik: 64
  • Hvor bliver DINO gokarts produceret: Nørgaard Teknik

Den heldige vinder af et gokart grandprix for 12 personer på www.auningkartpark.dk er:

Jørgen Brønd Nielsen fra JBN Consulting.

Tillykke !

TV2 Østjylland

Nørgaard Teknik har haft besøg af TV2 Østjylland 8-4, se mere på
http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=478040&r=7

Torgny 25 år med DINO gokarts

Torgny Jacobsen kunne tirsdag d. 1. september fejre at han i 25 år har været en del af DINO produktionen.

Torgny startede som maskinarbejder ved DINO i Middelfart i 1984 og da virksomheden i 2009 blev solgt til Nørgaard Teknik besluttede Torgny at fortsatte sit virke i Auning. Torgny tager dagligt turen fra sin bopæl i Striib ved Middelfart til Auning, hvor han strør om sig med sit gode humør og erfaringer om gokartproduktion.
Jubilæet blev behørigt fejret sammen med venner, familie samt nye og gamle kollegaer, først med rundvisning og kaffebord ved Nørgaard Teknik og siden skulle der selvfølgelig også dystes i DINO gokarts på Auning Kart Park. Efter en tæt dyst kunne vinderen kåres og det blev ikke overraskende det store gokart talent, Torgny :)

Tillykke fra

Nørgaard Teknik A/S
Ole Nørgaard